SKÆRPEDE CORONA RESTRIKTIONER

OPDATERING PER 5/11 2020:
De skærpede corona-restriktioner medfører desværre ændrede spilleforhold.
Den forrige restriktion med max. 10 spillere i hallen og lige/ulige uger er bortfaldet.

Opdaterede retningslinjer fra DGI, Badminton Danmark og Nørrebrohallen lader os nu spille 16 mand i hallen, fordelt og opdelt i to hold af max. 8 personer.

Dette må foregå under den eksplicitte forudsætning, at de to hold af 8 holder sig helt adskilt, og benytter forskellige indgange til banerne. Det mener vi godt, at vi som klub kan administrere. Vi i bestyrelsen sørger fremadrettet for at møde op kl. 20, for at sikre at banerne er tydeligt opdelte. Det betyder at træningen for alle andre fremadrettet starter 20:05.

De aktive medlemmer, som primært spiller torsdage, skal hver uge tilmelde sig et af holdene på forhånd, igennem en Doodle. I burde alle have fået tilsendt en email med link til denne Doodle – ellers kontakt venligst formanden på hallo@b1960badminton.dk.

Læs venligst retningslinjerne herunder grundigt, så I er opdaterede med de nyeste regler!
Notér venligst at prøvetimer for gæstespillere suspenderes i denne tid, til fordel for de faste medlemmer.

7 hurtige

Sådan deler vi hallen op
Fra torsdag den 5. november og (indtil videre) frem til den 22. november, bliver torsdagstræningen delt op i to grupper på baggrund af tilmeldinger i Doodle – Træning A og Træning B – med et loft på 8 personer på hvert hold. Hvis I ikke har fået link til denne Doodle, så kontakt formanden på hallo@b1960badminton.dk.

Holdene
Hold A skal spille på bane 1 og 2 (banerne tæt på indgangen)
Hold B spiller på bane 4 og 5 (banerne mod bagenden af hallen)
De to grupper må ikke mødes eller mikses og skal bruge hver deres ind- og udgang til banerne (hvis du skal spille på bane 4 og 5, så gå ned til dommertårnet og gå ind på banen fra bagenden).

Tilmelding skal ske på Doodle – for en sikkerheds skyld
Tilmelding til alle hold skal ske på Doodle. Udover at registrering via Doodle sikrer, at vi til enhver tid overholder det tilladte antal, er det også en sikkerhed at have spillerne registreret i det ulykkelige tilfælde, at vi skal arbejde med smittesporing.

Vælg den indgang som hører til den zone, hvor du skal spille
Undgå at gå gennem døren til hallerne samtidigt med andre, og gå direkte til den baneindgang, der tilhører dit hold.

Vi starter 5 minutter senere og slutter 5 minutter før
Træningen afkortes med 5 minutter i hver ende, så vi har tid til at sikre, at der er luftet ud, sprittet af og hallen når at blive tømt, uden at man møder næste hold. Undgå at komme før tid, så vi undgår unødvendige forsamlinger. Det er ikke tilladt at gå ind i hallen, før den er tømt for mennesker fra holdet før.

Kravet om mundbind gælder fra nu og til 2. januar 2021
Mundbind er nu påkrævet i Nørrebrohallen – dog ikke når man spiller, eller når man sidder ned. Mundbindet skal på fra når man går ind af yderdøren og indtil man går i gang med at spille. Når man er færdig med at spille, skal man påføre sig mundbind igen, til man har forladt hallen. Kravet om mundbind gælder for alle på 12 år og derover.

Det er måske bøvlet
Vi håber på jeres forståelse og beder alle om at vise hensyn og respektere disse regler, selvom man måske synes de er omstændelige. Men de er der for at sikre os, at vi kan spille forsvarligt indenfor de nye rammer. Og samlet set er fordelen ved, at vi kan spille flere end ti, større end de praktiske udfordringer, det giver.

Vi sender selvfølgelig nyt ud, hvis der kommer ændrede krav. Vi håber, at så mange som muligt vælger at holde fast i badminton, selv om der bliver mere administration. Det giver så meget glæde og energi, i en ellers – i dobbelt forstand – mørk tid.

Medlemmerne opfordres også til at benytte vores ofte ledige bane om mandagen – skriv til mandag@b1960badminton.dk.

Råb op hvis I har spørgsmål eller kommentarer.

De bedste hilsner,
Bestyrelsen i B1960 Badminton

Hold behørig afstand| Husk at spritte af | Spil sikkert!